Elisabeth Tronhjem. Sten, der ånder.
Andreu Manresa
El País (Spanien)
Elisabeth Tronhjem organiserer billeder og begreber i sten og gennemtrænger sandstenen fra Mallorca eller marmoret fra Carrara med metal for at finde den udtryksfuldhed, der ånder ud af syne. Hun brækker stykker af klippen i hånden, skærer, hamrer, hugger, bearbejder og polerer i jagten på sit kald. Hun er en organisk, dynamisk og kompleks billedhugger.
(Palmas bugt – Paseo Marítimo – Gomila – Titos -Victoria) Denne danske kvinde næres af havets lys og flygter fra daggryets og solnedgangens lys, der krydser bugten for at skabe en ovn af farver over det spejlblanke Middelhav, prikket af både. Elisabeth Tronhjem opbygger et ubestemt ikonografisk univers: ansigter, geometriske kroppe, hænder, smerte, refleksion, en smule skønhed).
Den ædle og primitive kunst at få sten til at tale, at fange naturen og livet i mure eller i løse klippers hud, opstod hos de anonyme eller berømte mesterstenhuggere gennem deres middelalderlige alterudsmykninger, portaler eller de porte, der beskyttede værker af kirkelig kunst. Stenhuggerne stræbte efter realistiske scener, den legendariske eller apokalyptiske fremstilling af religion og liv gennem helgener, metaforisk kontakt, i naive endog pornografiske former, som det kan ses i kapitæler og kor.
(Elisabeth Tronhjem EH er en ensom og privilegeret beboer på frontlinjen af Palma-bugten og tillige en hårdfør borger, som i sin enestående loftlejlighed – i en gammel majorcansk ejendom, der senere blev et sommerresidens, før den blev Tronhjems hjem – overlever sine magtfulde naboers luner og praleri, mens de rejser og udvider deres monolitagtige forlystelses- og luksusforretninger).
Skulptur er en mental forpligtelse, et ensomt arbejde, der fungerer uafhængigt af den figurative reference. Tilblivelsen af denne samling har været en kamp med sten efter sten i individuelle udfordringer, den ene efter den anden, indtil det næsten blev et bræt med skakbrikker. Sådan så jeg dem: en hær af figurer siddende på sokler, da jeg mødte værket og dets skaber for første gang.
(Kunstneren opdagede sandstenens formbarhed, fordi hendes far i søgen efter sol og salt, på tværs af havene, forlod Danmark og ankom til Palma-bugten i en gammel restaureret minesvejper.
Familien Tronhjem blev i Palma, og det militære fartøj blev med tiden en del af den faste flåde. Patriarken holdt hovedet højt og købte et smukt hus tæt på minesweeperen; som er stedet, hvor Elisabeth har sit atelier og sit hjem)
Naturens ophøjelse og triumf, manipulationen af virkeligheden, stræben efter skønhed, genskabelsen af kroppe, rekonstruktionen af farver må være nogle af de muligheder, kunstnere har søgt gennem kunsthistorien. Det er muligt, at traditionelle billedhuggere på grund af materialernes anvendelse bestræber sig på at opdage stenens sjæl, vinden i træet eller metallernes død.
(En ko og en tom bronzebest, begge næsten realistiske figurer med overfladerne kun antydet, er udstillet i EH's hus i Palma og vidner om andre perioder, gamle eksempler fra denne kunstner med diplom i billedkunst fra Kunstakademiet, som i mange år har boet i Contigliano i en storslået middelalderlig landejendom i et malerisk hus, også med pragtfuld udsigt til Monte Terminillo, tæt på Greccio, hvor Sankt Frans grundlagde sit første "presepio". I den berømte Pietrasanta arbejder hun i marmor og bronze. Hun skaber og fornemmer kulturens historiske rystelser).
Samspillet mellem rum og volumen, der overskrider sig selv og fyldes med mening, kendetegner Elisabeth Tronhjems værk. Hun havde den lidenskabelige tålmodighed at dekonstruere med hammer og sav og derefter rekonstruere med finesse geometrien og volumenet i en sandstenskube som en øvelse i visdom og tålmodighed og som en anerkendelse af beskueren. Hendes direkte beslægtede skulptur "Cube – Part and Totality" står i Holstebro Rådhus, et af de mest betydningsfulde udstillingssteder i Danmark.
(Den berømte dansker Jörn Utzon, arkitekten bag Sydney Opera House, opdagede sandsten på Mallorca, varmen og den konstruktive venlighed i denne kyststen – det faste materiale, som strande er dannet af, og som øen hviler på – og har i løbet af tre årtier opført både huse i Portopetro de Santanyí og S'Horta de Felanitx, som er monumenter, beboelige skulpturer, to væsentlige perler i arkitekturlitteraturen).
En kunstner håndterer den evige ligning med tvivl og styrke, eventyret med at søge udtryksfulde veje, kæmpe med materialerne, nogle gange gennem kold meditation og nogle gange ved tilfældighed. Opdagelsen, drivkraften og kontrasterne i disse værker antyder en næsten mystisk aura, en afvisning af naturens hændelser. Men i modsætningernes matrix, i deres luftighed, ansigter og hulrum, udviser EH's „hellige sten“ en slags træskind og en gennemsigtig arkitektur.
Elisabeth Tronhjem,
Forførende former, forbundne figurer
Mariano Apa
Sammenlignet med andre udenlandske kunstnere, der bor i Italien, bevarer Tronhjem en aura, som på en måde adskiller hende fra det sted og det fællesskab, hun har valgt at leve i.
I modsætning til andre skjuler denne danske kunstner sig ikke bag den eksotiske, men velkendte romantik i „dannelsesrejsen“ eller bag den isolation, der præger enhver kulturs „guldalder“.
For dem, der ofte føler sig fremmede i deres eget land, er sprogets stilheder en undskyldning for ikke at kommunikere gennem de etablerede former i de "fælles steder". Den ensomhed, der opstår, er således en kilde til angst, men den er også en beskyttelse mod forbrugerisme og uvidenhedens vold.
Måske er vi altid "fremmede", over for os selv og over for de andre. Det er sandsynligt, at kun kunstværkerne kan forsøge at kommunikere og i deres diskrete forsøg på at kontakte omverdenen give lindring for anstrengelsen ved de uudholdelige og smertefulde lange tavsheder uden kommunikation.
Dalene og bjergene har forandret sig – anderledes end de bakker, der beskyttes af Rieti – i forhold til de stikkende stilheder og natlige skrig, langt borte i Jylland, i området ved Herning; men "spørgsmålet" om identitet og konfrontation med verden består og danner de voluminøse masser, der artikulerer, mellem det tomme og det fyldte, sansen for en skulptur, som i virkeligheden er anatomien af de stilheder og skrig, der kan høres i havets øde vidde, druknede i vindens rasen, ved Heldum nær Lemvig.
Tronhjem skulptur kommer til udtryk gennem bearbejdningen af primært træ, jern og endelig gips. De kolde og varme materialer klassificerer smagen og duften af ensomhedens krop, som manifesterer sig i geometrien og de volumenmæssige forhold i hulrummene og den modulære sammenkædning, der arkitektonisk organiserer de vertikale og diagonale rum, inden for hvilke figuren tager form, og figurens krops bevægelse.
Med fart og intensitet træder disse gipsværker frem, som Tronhjem har arbejdet på den seneste tid, hvor lysets modulation over klumpen af gips/kød, eller den stadig stikkende uigennemsigtighed i snittene, får lyset til at blive reflekteret eller tilbageholdt, alt efter uigennemsigtigheden og glansen af poleringerne og overfladerne.
Snittene definerer retningen af de tørre og hurtige bevægelser, som næsten er voldsomme som en subliminal "spatialistisk" gestus i stil med den kantede geometri hos en aldrig glemt Fritz Wotruba eller en Chillida, hentydet ikke tilfældigt i et af Tronhjems første større værker, moduleret i permanente udstillinger i Holstebro Byråd.
Med sådanne projektive, geometriske betingelser af konstruktiv arkitektonisk værdi finder en sammensmeltning sted mellem den smeltede, sønderrevne, adskilte og knuste sans for de dele af skulpturen, der fremkalder de anatomiske figurer af ansigtet eller hænderne, af armene eller benene.
Som direktør for Holstebro Kunstmuseum, Jesper Knudsen, har bemærket, arbejder Tronhjem med uformelle, geometriske fordelinger, hvor hun forener poesien i figurativt og abstrakt udtryk i sit arbejde.
Figurationer og abstraktioner, der forener mødets og omfavnelsens eksistentielle legende, forladthedens og voldens, genfindelsens og forladthedens. Mellem frelse og fortabelse finder omfavnelsen sted mellem det tomme og det fyldte, form og formløshed.
Mellem omfavnelsen i Rodins "Kysset" og de vampyragtige kys i Munchs xylografier, og dermed mellem Rilke og Strindberg, stiller Tronhjem sig fast på Munchs side og uddrager nerverne, de trådagtige tegn, der med forkullede flænger præger de hvide vægge af bearbejdet gips, modelleret af lyset, og oversætter deres arkitektoniske artikulationer af dynamiske torsioner, til tider søde og til tider aggressive, næsten tusmørkeagtige forvridninger, således at denne skulptur virkelig ledsager mareridtene (stilistisk og litterært) hos Strindberg i "Spøgelsessonaten" eller "Helvede", let afdæmpet af legenderne om "Hemsøboerne".
Jesper Knudsen
Elisabeth Tronhjem, Stringens og udtryksfuldhed
Elisabeth Tronhjems værk har siden hendes studietid altid været præget af en fornemmelse for dynamik og beherskelse. Spændingen mellem enkelhed og stringens på den ene side og udtryksfuldhed og veltalenhed på den anden side falder ofte sammen i ét og samme værk.
I andre værker har hun dog udelukkende fokuseret på ét af disse aspekter. Som studerende opnåede hun opmærksomhed for at modtage prisen “Det Neuhausenske Legats Konkurrence” for sin besvarelse af konkurrenceemnet Kuben, Del og Helhed. Kuben kan opdeles i mange elementer, som hver for sig og sammen danner og udgør separate værker. Samtidig skaber Tronhjem også udtryksfulde og naturalistiske figurer, portrætter og grupper af par, der elsker og omfavner hinanden.
Den siddende kvinde “Sus” fra 1986 hører til denne kategori.
Efter at have etableret sig i Italien opstod nye aspekter i hendes skulpturer. En frivillig isolation fra kunstverdenen gav hende efterfølgende mulighed for at koncentrere sig om det kunstneriske udtryk. Resultatet blev en serie værker i træ, hvor skabelserne antager karaktertræk fra både arkitektoniske strukturer og organiske former. I de senere år har Tronhjem også skabt en serie figurer i gips, hvor erfaringen med at skulpturere i træ er blevet videreudviklet, og som bærer træk fra både klassisk og abstrakt skulptur.
I 1998 flyttede Elisabeth Tronhjem til familiens bolig på Mallorca, et hus med megen karakter, bygget af lokal sandsten eller "marés". Den samme sandsten, som Tronhjem lidenskabeligt har hengivet sig til i sit fortsatte arbejde med skulptur. Her arbejder Tronhjem i denne maleriske ramme, omgivet af hoteller og med vidtstrakt udsigt over Middelhavet.
I sine skulpturer forener Tronhjem sine personlige erfaringer med den inspiration, som den vestlige middelhavskulturs kunstneriske tradition giver. Således findes der yderst udtryksfulde figurer eller dele af figurer, som er tæt på lidelsen, og hvor hovedet eller ansigtet dominerer, og strenge eller formelle skulpturelle elementer er ofte inkluderet.